Filmen 'Men jeg vil ikke bytte' - en film om søskende til børn med handicap: www.soeskende.dk

Artiklen er fra Børn og Unge nr. 7, 22. februar 2008

Hun gør en forskel for børn i sorg

Som en af landets første sorgpiloter er pædagog Elin Andersen blevet klædt på til at tackle børns sorg og tab.

Af Helle Kjærulf/Stickelbergs Bureau
Når mor eller far dør, når forældre bliver skilt, eller lillesøster bliver syg, gør det ondt i barnesjæle. Og for børn er det ikke altid lige let at få sorgen og tabet op til overfladen.

Sorgpilot og pædagog Elin Andersen har lært, hvordan hun lirker til de sorgfulde følelser, og hun ved, at tavsheden absolut ikke er guld, når det gælder børn i sorg.

På SFO Myrhøjen i Skødstrup er hun den medarbejder, der er særlig rustet til at træde til i en krisesituation. Institutionen har betalt for uddannelsen, og Myrhøjens leder Herdis Holst er også begyndt på forløbet.

Til personalemøder bliver Elins indsigt som sorgpilot ofte sat i spil, hvis de snakker om et barn og undrer sig over, hvad der sker.

»Min viden bliver brugt som inspiration og en måde at se på børnene på«.

Hun definerer sorg – og dermed tab – bredt. Det handler ikke kun om dødsfald, men også om skilsmisse eller eksempelvis at være adoptivbarn. Et barn reagerer også med sorg, når tabet er en far, det aldrig ser.

»For at opdage sorgen er det nødvendigt at skabe plads til den, så børnene kan få fortalt om deres tab. De skal have sorgen ud,« siger Elin.

Alene med sorgen. Myrhøjen er på sommerlejr. En dreng i 0. klasse har rigtig mange konflikter med både børn og voksne. Pludselig går det op for Elin, at han – i modsætning til de andre børn – ikke har fået post hjemmefra. For at drengen skal få et par ordentlige dage resten af tiden, ser Elin sig nødsaget til at undersøge, om der er post på vej.

Hun ringer til hans mor, der er alene med ham, og det viser sig, at der er brev på vej fra moderens søster.

»Jeg beslutter at give drengen besked om brevet, fordi det betyder så meget for ham. Så kan han få ro. Og nyheden om brevet får ham til at åbne op.«

Han fortæller så, at han savner sin far, som han ikke ser mere efter forældrenes skilsmisse, og at farmoren har forsøgt at skabe kontakten til faren.

»Han lukker op for rigtig mange følelser. Vi får en fortrolighed, fordi jeg har taget initiativ til at gøre noget konkret for ham.«

Drengen siger blandt andet til Elin: ”Jeg bliver sur på de andre, fordi de hele tiden snakker om deres far”.

Elin gør opmærksom på, at børn ikke behøver at være ret gamle, før de er i stand til at sætte ord på deres tab. Drengens situation er eksempel på, hvordan børn ofte må gå alene med deres sorg, tab, savn og de mange ubesvarede spørgsmål.

Med sorgpilotuddannelsen har Elin fået en et-årig overbygning med speciale i børn i sorg på sin pædagoguddannelse. Hun blev uddannet på det første hold sorgpiloter, der var flyvefærdige i sommer.

»Hvordan man tackler børn i sorg eller børn der mister, er ikke obligatorisk på seminariet. Kun hvis man selv vælger at arbejde med det i specialer eller opgaver, får man mere indblik i området. Uddannelsen som sorgpilot giver en viden, vi har brug for i vores daglige arbejde. Derfor tog jeg den.«

Det var ved foredrag af Ilona Bechsgaard, der er stifter af SorgPiloterne, at Elin opdagede uddannelsen. De 0-6 åriges institutioner i området havde arrangeret foredraget og havde også inviteret pædagogerne på SFO’erne med.

Sorgen skal ud.

Værktøjskassen er fyldt med stor faglighed i form af blandt andet kommunikationsværktøjer, om den måde man møder andre mennesker på, både børn og voksne. Sorgpiloterne får slået fast, at den største misforståelse er, at man tror, at det kan være en hjælp at lade være med at tale med børnene om den, de har mistet eller om deres tab. Tavsheden er virkelig en dræber. Det gælder om at slippe berøringsangsten og komme de sørgende børn til hjælp.

»Vi skal turde tale om det svære og have modet til at bringe det op. Før var jeg mere tilbøjelig til at vente på, at barnet kom og sagde, at det var ked af det. Man må gerne være lidt anmasende, fordi det åbner for en dialog. Børn, hvis forældre er skilt, har f.eks. godt af spørgsmålet: hvor skal du være i julen?,« fortæller Elin.

Hun forklarer, at sorgen har flere lag. Når det første lag af sorgen er bearbejdet, bliver der åbnet for et nyt, som så skal afdækkes.

»Børns måde at sørge på er forskellig fra voksnes. De skal igennem sorgen igen og igen. Hvis de har mistet som toårige, skal de igennem det igen, når de er seks år, og måske igen når de er otte, fordi de hele tiden får en ny erkendelse i takt med, at de bliver ældre. Det er en basal viden, man bør have som pædagog, men det er langt fra alle, der har det, fordi det ikke er obligatorisk på seminariet«.

Elin, der er 37 år, er uddannet som pædagog i 1996. Hun har været på fritidshjemmet Myrhøjen i Skødstrup siden august 2004. Fritidshjemmet, der også har handicappede børn, er nu en del af Skødstrup Skoles SFO og hedder SFO Myrhøjen.

Lige nu er der masser af tab og farvel i luften i institutionen, fordi den er ved at blive afviklet. Under normale omstændigheder har Myrhøjen 90-110 børn – og før sommerferien 2007 havde de 14 handicappede børn. Alle børnene udsluses langsomt, og til sommer er den tømt for både ansatte og børn. Årsagen er omstruktureringer i Århus Kommune.

De ansatte er sikret job som skolepædagoger på skolen, men indtil videre har kun en ud af en personalegruppe på 15 valgt at flytte med. Resten har fundet nye job og andre veje. Elin har valgt at efteruddanne sig og skal efter sommer begynde på den toårige kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi.

«Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være holdt op, hvis ikke det her var sket. Der var så høj faglighed på det her sted, og det fungerede rigtig godt. Det er en ekspertise, der desværre forsvinder«.

Også personlig udvikling. Elin har selv tre børn, tvillingedrenge på otte og en dreng på ti.

Hun erkender, at hendes nye viden om sorg også påvirker den måde, hun ser sine egne børn. »Tvillingerne er enæggede, og den måde, som de nødvendigvis skal adskilles på, er også et tab, som de skal igennem,« siger hun.

»Det er helt klart også personlig udvikling at uddanne sig til sorgpilot. Vi lærer at skelne børnenes følelser fra vores egne. Hvis jeg hører et barn fortælle, at han savner sin mor, fordi hun er død, rører det mig naturligvis, at barnet skal opleve den sorg. Men det er jo ikke min sorg, det er barnets. Jeg kan alene give barnet støtte og omsorg«.

»Jeg har fuldstændig styr på det,« siger hun og kan ikke lade være med at grine.

»Det er i orden, at jeg får blanke øjne over barnets sorg. Barnet bliver ikke mere ked af det, fordi jeg bliver ked af det. Tværtimod. Det er i orden at vise sine følelser – når de voksne viser det, kan barnet jo også vise det.«

Elin ved selv, hvad det vil sige at miste. Hun fik et dødfødt barn for nogle år siden og har også mistet en meget tæt ven.

»Det er selvfølgelig voksensorg, men jo, jeg ved, hvad det vil sige at miste,« påpeger hun.

Børn sørger i perioder. De er kede af det, og så er de lige pludselig sorgløse.

»Det er i orden at grine, selv om man har mistet. Det skal vi voksne vise børnene. Man skal også have livsglæden med for at komme videre. Det er en del af vores store opgave, og det gør man ved at lege og grine. Børnene skal med ord have at vide, at det er i orden at have det sjovt og holde pause fra sorgen. Man kan ikke være ked af det hele tiden«.

Med sorgpilotuddannelsen i bagagen føler Elin sig simpelthen bedre klædt på til sit job som pædagog. Sammen med sine kollegaer har hun udformet Myrhøjens sorgplan.

«Jeg har fået en viden om sorg, som jeg deler ud af både til kolleger her og på skolen. Når jeg fortæller forældre, at det er helt normalt, at drengen på otte reagerer på, at han kun ser sin far hver anden weekend, tager de imod det med glæde. Sorg og tab er en proces, barnet skal igennem. Du kan hjælpe det på vej, men du kan ikke forhindre det. Processen skal have lov at tage den tid, det tager«.

Det sværeste i forhold til sorg er tiden, mener hun.

»Jeg kan sagtens se alle de børn, der har lidt tab, men jeg har ikke tiden til at gøre noget ved det. Derfor går jeg også en anden vej ved at videreuddanne mig og eventuelt på længere sigt blive selvstændig konsulent. I stedet for at være en del af alle de problematikker, vi har som pædagoger, kan jeg stå lidt uden for systemet og komme ind udefra og give mine kolleger noget brændstof på min specialviden om sorg.«

Sorgreaktioner hos børn

- angst

- frygt for at være alene

- længsel og savn

- måske specielt om natten, mareridt og søvnproblemer

- tilbagetrækning, isolation og tristhed

- skyld, selvbebrejdelse og skam

- vrede og opmærksomhedskrævende adfærd

- skolevanskeligheder

- fysiske onder: hovedpine, mavesmerter, sengevædning

kilde: Atle Dyregrov, dr.phil. og klinisk psykolog fra temanummer om Børn i sorg, Dansk Pædagogisk Forum nr. 3/2002

Til toppen

Artiklen er fra Vinduet - Peter Sabroe Seminariet april 2007

Alle kan gøre en forskel

Af Ilona Bechsgaard

Tal med børn i sorg. De har brug for din åbenhed, brug for din medfølelse. Lad dem ikke stå alene med deres frygt, deres smerte og de mange ubesvarede spørgsmål.

"Det kan vi da ikke, for vi er ikke psykologer". En udtalelse som tit høres fra voksne - fagfolk eller ej - når de opfordres til at gå i dialog med børn i sorg. Men der kræves ikke nogen bestemt uddannelse for at gøre en forskel for et barn, der har det svært. Det du har brug for er at hanke op i dig selv, finde modet frem, kontakte dit forhåbentlig varme hjerte - ellers bliver det varmt undervejs - og så skal du bare springe ud i det i fuld tillid til at øvelse gør mester. Du vil snart finde ud af at den frygt, som din forestilling om dine manglende evner afstedkom, er lang større end den frygt, der kan opstå, når du er midt i det og bare gør det. Tænk ikke så meget - bare gør det! Du skal ikke være overmenneske, bare medmenneske.

Jeg vil gerne fortælle en historie, som jeg for nylig hørte. Den gjorde mig så uendelig godt. Måske fordi den i al sin enkelhed fortæller, hvordan en tilsyneladende lille opmærksomhed kan gøre en stor forskel.

En kvinde har fortalt sin lærer om, hvor helt horrible forhold hun voksede op under som barn. Forældrene havde alvorlige alkoholproblemer, som forårsagede utrolig meget kaos i familien med alvorligt omsorgssvigt for de fire børn til følge. Kvinden har endvidere fortalt, at ingen af hendes søskende har "klaret mosten". De er alle endt i misbrug og/eller kriminalitet. Læreren sidder således over for den eneste i søskendeflokken, som tilsyneladende har evnet at skabe et godt liv for sig selv. Det vækker hendes nysgerrighed, og hun stiller derfor spørgsmålet: "Hvad er det, der har gjort, at du, som den eneste i familien, har "overlevet" med dig selv i behold?" Kvinden tænker sig om et øjeblik, inden hun svarer: "Jeg tror, det skyldes en oplevelse, jeg havde som barn. Det var morgen. Jeg var på vej til skole. Jeg var ked af det. Det havde været rigtig svært hjemme. Jeg stod helt fremme i bussen. Da er det, at buschaufføren drejer sit hoved over mod mig, smiler og siger: "Hej min lille ven, du ser ikke ud til at have det så godt. Du skal vist have en ekstra tur i rundkørslen". Og så havde han kørt en ekstra omgang.

Pigen følte sig, måske for første gang i lang tid, set. Hun har måske i dette øjeblik forstået, at livet også har noget godt at byde på. Noget i hende er vågnet og har givet hende kraft til at vælge en anden vej end den, der lå lige for.

Det kan synes modsætningsfyldt, at jeg, som leder en uddannelse, der vil klæde fagfolk på, så de kan gøre en ekstra indsats for børn og familier i sorg, starter ud med at sige, at det ikke kræver en særlig uddannelse at gøre en forskel for et barn, der har det svært. Dobbeltheden skal forstås på den måde, at buschaufføren i ovenstående historie, lige som alle vi andre, kan gøre en forskel for en lille bedrøvet pige lige der, hvor han er. Det kræver ikke andet end vågenhed og vilje til at handle på det, han ser. Og det gør han heldigvis. Ville han derimod ind og gøre en større indsats for barnet eller for hele familien, så ville han højst tænkeligt have brug for mere uddannelse.

Det er meget utrygt og en stor belastning for et barn at vokse op i en familie med misbrugsproblemer. Ligesom vold i hjemmet, eller forældre der sidder i fængsel, er det et område, som er omgæret med stort hemmelighedskræmmeri og løgne, der bruges til at holde facaden udadtil. Noget, der kan koste dyrt indadtil for de involverede børn. Der er alt for mange børn, der lever under sådanne forhold, som ikke bliver hørt og set. Og der er brug for mange flere kompetente voksne til at støtte og hjælpe dem.

Når børn oplever, at deres forældre bliver skilt, at de selv bliver syge, at en i familien får stillet en alvorlig sygdomsdiagnose eller at de, i forbindelse med et dødsfald, mister et elsket menneske, en som naturligt hører med til deres hverdag, falder deres tilværelse fra hinanden. Hvor lang tid der går, før deres verden bliver hel igen, og om den overhovedet bliver hel, afhænger i høj grad af, om de får den hjælp og støtte til at bearbejde deres tab, som de har brug for.
Hvor meget hjælp det enkelte barn har brug for er individuelt. Det, der er helt sikkert og helt generelt er, at alle børn i forbindelse med tab og dybe forandringer i deres dagligdag, har brug for ekstra opmærksomhed, ekstra omsorg og sikkerhed for, at der er nogle voksne som ser dem, lytter til dem og er parate til at stille op, når det brænder på.

Pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre, der er tæt på børn i sorg, må vise børnene, at de er der for dem med indlevelse og autentisk nærvær. Børnene skal vide, at de altid kan gå til de voksne, når de er kede af det. Mange voksne ved ikke, hvad de skal sige til et barn, der fx har mistet en far eller mor. Ofte konkluderer de fejlagtigt, at så er det nok bedst at undlade at sige noget i det hele taget.

Men tavsheden er helt klart en af de værste misforståelser, når vi møder børn og voksne i krise. Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig det. Det er allerede en stor hjælp, for så har du i det mindste vist din gode vilje. Du kan også sige, at du ikke har de rette ord, men gerne vil hjælpe og lytte.

Jeg husker et forældrepar - de havde mistet deres søn - som fortalte, at de havde mødt et andet forældrepar på gaden. Dette andet par var kommet over til dem, havde stået foran dem, men havde ikke kunnet sige noget. De stod der bare et øjeblik uden ord, og så gik de igen. Det havde været en kæmpe hjælp! De sørgende forældre havde mærket medfølelsen og den gode intention.

Somme tider kan en billedbog, som omhandler det 'ømtålelige' emne, være en hjælp til at bygge bro til barnet og en hjælp til dig, så du lidt nemmere får tungen på gled. I forbindelse med et dødsfald er bogen "Mor er en engel" fantastisk til yngre børn. Der findes mange fine bøger, der omhandler forskellige emner om sorg og bekymringer, som børn kan komme ud i, som vi kan benytte os af.

Andre gange, hvis man ved, at moren i en familie er meget syg, kan man tage hjem og besøge familien. Dagen efter kan man tage en snak med barnet. Man kan fx sige: "Jeg var glad for at være på besøg hos jer i går. Nu kan jeg meget bedre forstå, hvorfor du somme tider bliver så gal/ked af det/trist…" Eller: "Din mor havde det ikke så godt i går, er det tit, hun sådan pludselig kaster op?" "Hvordan havde hun det til morgen, inden du kom i børnehave?" Jamen, at stille sådan et spørgsmål, gør det ikke barnet unødigt bekymret for den syge mor, mens barnet er i børnehaven, vil nogen måske spørge? Og dertil vil jeg svare: Nej, du kan ikke gøre barnet mere bekymret eller ked at det ved at stille sådan et spørgsmål. Barnet er allerede bekymret og meget ked af det. Forskellen på om du stiller spørgsmålet eller ej er, om barnet går alene med sine bekymringer og triste tanker, eller om det har oplevelsen af, at her er én, der vil hjælpe mig med at bære det, som er så svært for mig lige nu.

Andre måder af aktiv handling kan være at tage med til begravelsen, så kan man bagefter snakke med barnet om oplevelsen og på den måde tage del i barnets sorg. Barnet kan også efter begravelsen have mange spørgsmål og tanker, som det kan have glæde af at dele med en voksen, det har tillid til. Mange børn har også berettet om, hvor glade de har været for, at andre børn fra børnehaven eller klassekammerater fra skolen har været med til begravelsen eller sammen med dem på kirkegården. En dreng fortæller, at hans klasselærer havde foreslået, at når det nu snart var et års dag for drengens far død, at så kunne hele klassen gå på kirkegården med blomster, og bagefter kunne de tage hjem til hende (læreren) og drikke varm kakao. "Hvor det dog glæder mig at høre, at din lærer er så opmærksom", siger jeg. "Ja, de er bare helt fantastiske på den skole", svarer drengen og smiler glad. Er der nogen, der kan forestille sig, at det er spild af dyrebar undervisningstid for klassen? Nej vel, det er i stedet undervisning i livets skole.

Der skal ofte ikke så meget til, som mange voksne tror. Her en anden situation fra børnehaveklassen.
- Drengen er sammen med kammeraterne ved at lave et skuespil. Læreren, der ved, at drengens mor er død siger: "Hvor er det en skam, at din mor ikke kan se dig i dag. Hun ville være stolt af dig". Drengen svarer: "Mor er der, hun sidder nede i salen sammen med de andre forældre".
Og endnu et eksempel. Det er op mod jul. En pædagog er sammen med en gruppe børn i gang med at bage julekager. En af pigerne i gruppen har for kort tid siden mistet sin mor, som var bager. "Nu mangler vi altså Lines mor, siger pædagogen. Kan I huske hvor dejligt det var, da hun hjalp os med at bage julekagerne sidste år?" Line bliver ikke mere ked af det, end hun er i forvejen, ved at moren bliver nævnt. Tværtimod bidrager situationen til, at hun føler sig tryg og kan glæde sig over en af de dejlige oplevelser, hun har haft sammen med sin mor, og i dette tilfælde også med pædagogen og de andre børn. Ved en anden lejlighed, hvor den samme pædagog er i gang med at bage boller, bemærker hun, hvor flot Line former bollerne. "Line, du er altså skrap til at forme de boller". Hvortil Line stolt svarer: "Jamen, min mor var jo også bager". Det er lige netop situationer som disse, jeg tænker på, når jeg siger, at der ikke skal så meget til at hjælpe et barn, der har det svært, som mange voksne tror.
Jeg går meget ind for, at man inddrager den syge eller døde forældre eller søskende ved at gribe de naturlige situationer, som opstår i hverdagen. Netop det, at man ikke bare undlader at tale om den, som på grund af sygdom, død eller fravær af andre grunde ikke er til stede, er vigtigt. Børnene skal kunne tale åbent om den, de savner.

De nævnte situationer er enkle og nemme at gå til. Men der opstår let andre tidspunkter med børn i sorg, der er mere krævende, og hvor selv fagfolk mærker, at behovet for mere viden, hjælp til konstruktive handlemåder, sparring eller supervision kan være nødvendigt. For eksempel har børn i sorg mange forskellige måder at udtrykke deres fortvivlelse og smerte på. Nogen slår, bider, sparker, råber eller smadrer ting. Andre lukker sig helt inde i sig selv, mister lysten til at spise, lege og får måske mange fysiske symptomer som ondt i maven, træthed, hovedpine og lignende. Atter andre vågner med mareridt hver nat og er ikke til at trøste. Og nogle børn bliver pludselig meget fornuftige og samarbejder langt mere end rimeligt er for et barn i sund udvikling.

Nu har jeg jo hævdet, at vi alle kan bidrage med noget væsentligt til sorgfulde børn. Og jeg tror, det er blevet tydeligt, at det ikke kræver de store armbevægelser at møde børnene naturligt i hverdagen. Når jeg alligevel har lavet en uddannelse for fagfolk, er det fordi, der somme tider skal mere end almindelig opmærksomhed til, når en familie kastes ud i alvorlige omvæltninger. Den 1-årige uddannelse til SorgPilot er lavet ud fra et ønske om, at mange flere pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre fagpersoner kan føle sig rustet til at tage et større ansvar, når de møder børn og familier i krise. Når en familie rammes af et alvorligt tab, påvirkes hele netværket. Det gælder også de andre børn og forældre i børnehaven eller skolen. Så der èr brug for stor opbakning og støtte til de voksne, som børnene er sammen med mange timer hver dag. Jeg håber, at der på sigt i enhver børnehave og i enhver skole er i hvert fald én SorgPilot, som kan fungere som inspirator og resurseperson. Det vil være en gave både til personalegruppen og til de børn og voksne, som i en periode har brug for ekstra omsorg og støtte. SorgPiloten vil også være en, der kan opmuntre og anerkende kollegerne, for det, de allerede gør rigtig godt. Mange holder sig nemlig tilbage, fordi de ikke er klar over, hvor meget "guld", de fra naturens hånd har at dele ud af. Der er masser af god vilje. Nu mangler der blot mod og fortrolighed med at bevæge sig i "sorgens rum".
Hvis du gerne vil blive fortrolig med noget, så må du begynde at beskæftige dig med det. Og det kan du, som jeg sagde indledningsvis, starte med i det små. For som sagt, vi kan alle gøre en forskel.

Faktabox:
Ilona Bechsgaard - psykoterapeut, kursus- og foredragsholder - har privat praksis i Århus centrum, hvorfra hun også leder sorggrupper for 3-12-årige børn og den 1-årige uddannelse til SorgPilot.
På www.ilumia.dk kan du læse mere om arbejdet med børn i sorg og den nye SorgPilot-uddannelse.

Til toppen

Artiklen er fra Bornholms Tidende 8. februar 2006

FORLØS DE SMÅ HJERTER

Af Flemming Diehl

- Din mor er død. Et sætning, der kan knække selv den stærkeste voksen, og som sætter gang i tavsheden hos mange. For hvad skal man sige til den pårørende? Jeg kondolerer? Er det nok?
Døden er omkranset af et tabu i vort samfund, og mange søger ofte psykologhjælp for at få løst op for en sorg, der rammer dybt i hjertet, når man mister én man har kær, en man elsker, én der var livet. Men ofte glemmes børnene lidt, og hvordan skal man egentlig tackle børns sorg? Skal man lade tiden hele alle sår, eller skal der mere til?
Ilona Bechsgaard er uddannet psykoterapeut, og har specialiseret sig i børns sorg. I aften gæster hun Rasch's Pakhus for at sprede sit budskab, der skal hjælpe børn over hele landet. Et budskab, der for hendes eget vedkommende blev skabt af en bøn om hjælp, og som nu betyder, at hun laver en uddannelse om børn i sorg:
- I 1994 holdt jeg foredrag om alt fra livskvalitet, personlig udvikling, men også om børns sorg. Jeg blev ofte opfordret til at lave sorggrupper for børn, men svarede, at jeg måske ville lave dem senere. I 2002 kom der to kvinder op til mig efter et foredrag, og fortalte, at de havde mistet deres ægtemænd i samme færdselsuheld. Den ene kvinde havde to børn og den anden tre. Fælles for dem var, at de spurgte til, om jeg ikke ville lave en sorggruppe for børn, så deres børn kunne komme gennem sorgen uden for store ar på sjælen. Jeg fik en klump i halsen, og siden da har jeg undersøgt behovet ved at lave opslag hist og pist. Kort efter havde jeg fået henvendelser fra 18 børn, der gerne ville deltage, fortæller hun og startede da sorggrupper for børn.
Til august starter hun så den første et-årige uddannelse, hvor hun vil uddanne såkaldte SorgPiloter:
- Børn kan også sørge over, at forældrene bliver skilt. Jeg havde en seks-årig dreng, der sagde, at han var gået hen til sin børnehaveklasselærer og fortalte, at han var ked af det, da hans forældre var blevet skilt. Hendes svar var: Det er der så mange, der bliver. Dér lærte han, at det bestemt ikke var hende, han kunne gå til med sin sorg. Mange, der er i direkte kontakt med børnene, ved ikke nok om, hvordan børn reagerer på sorg. Jeg kan ikke hjælpe alle forældre, lærere og pædagoger, der beder mig om det, og derfor laver jeg en uddannelse, så mine sorgpiloter kan flyve ud over landet og hjælpe børnene.

Lidt hjælp til de små
Ilona Bechsgaard, der har rundet de 50 år, har selv fire voksne børn, hvor en skilsmisse skabte sorg, men andre ting har også bragt hende til det punkt, hvor hun er nu. Hun mistede selv sin søster som 18-årig og hendes mor døde, da Ilona Bechsgaard var 30 år. Sorgen som voksen kender hun til, men hun ved også, at den kan være endnu mere barsk oplevelse, når man kun er et barn:
- Da Tsunamien havde hærget, var Anders Fogh straks ude for at love en masse hjælp. Det var en national katastrofe, sagde han. Jeg vil ikke forklejne, at det var forfærdeligt, men hvert år mister 4000 børn deres forældre i Danmark. Dét er en national katastrofe, at de ikke får hjælp, pointerer hun, og svarer på, hvorfor det er nødvendigt med den professionelle hjælp:
- Døden er en del af livet. I mange familier er det ikke nødvendigt med professionel hjælp. Men det kræver, at forældrene har et stort overskud, så de både kan klare deres egen sorg, men også børnenes. Det overskud er der ikke i alle familier, og børnene lades ofte alene med deres sorg, beretter Ilona Bechsgaard, der kommer med et enkelt eksempel på, hvor galt det kan gå:
- - Jeg havde en mor hos mig, der havde mistet sin ægtemand. Hendes femårige datter havde hun ikke overskud til at styre, og sagde blot ja til alt, hvad hun bad om. Efter nogen tid var det den femårige, der styrede familien. Moren havde ikke sat grænser for hende, da hun ikke magtede det, og nogen tid efter, var det virkeligt svært for hende at få autoritet igen. Det var ikke længere moren, der styrede familien, men den femårige, siger Ilona Bechsgaard.
At døden er et tabu i Danmark kan ifølge Ilona Bechsgaard nemt ses i vor sprogbrug:
- Vi siger ofte, at den døde er sovet ind. Men ingen dør af at sove. Mange børn forstår det ikke. De kan selv blive bange for at sove, da de tror, at de kan dø af det. En anden reaktion er, at de går ind for at vække moren eller faren for at se, om de stadig lever.
Ilona Bechsgaard hiver et andet eksempel frem, hvor berøringsangsten med døden også skinner igennem:
- Andre siger, at den døde er gået bort. Jeg oplevede en dreng, der mistede sin far, og da han blev spurgt til, hvordan han vidste, at faren var død, svarede han, at han havde oplevet det samme med sin bedstefar. Han var gået bort, men kom aldrig tilbage, og så måtte han være død. Derfor vidste han også, at faren var død. Men igen gør tabuet, at vi ikke melder klart ud. Døden har altid en årsag, og det kan godt være, at man dør af et hjertestop, mens man sover, men så må vi fortælle det.

Du klarer det flot
Ifølge Ilona Bechsgaard er det vigtigt at talte med børnene om deres sorg så tidligt som muligt, hvis ikke de skal få mén, der kan præge deres barndom såvel som deres voksenliv:
- Jeg hader den frase, hvor man siger til børn - hvor klarer du det flot. Ingen børn klarer det flot at miste. Det gør ondt. Men børn kan reagerer meget forskellig på det. Nogle bliver aggressive, slår eller begynder at skabe problemer. Et barn, der skaber problemer, har problemer. En anden reaktion kan være, at de bliver meget veltilpassede. De tager hensyn til den forælder, der er tilbage, og mærker efter, hvordan vedkommende har det. Hvis faren eller moren er ked af det, taler de ikke om deres egen sorg, for ikke at gøre det værre. De bliver som små voksne, fortæller hun og ser, at børn kan få langsigtede skader, hvis ikke der bliver talt om tabet:
- De ved ikke, hvad de skal stille op med alle de tanker og følelser, de har. De kan føle skyld, fordi de bliver vrede på den afdøde mor eller far, og skylden kan også dukke op, hvis de leger og glemmer at tænke på den afdøde. Men de bliver også bange for at miste, beretter Ilona Bechsgaard:
- Jeg havde en femårig pige, der havde været til samtale med mig, og lige inden pigen og faren skulle gå, sagde pigen: far vi skal også huske at snakke med Ilona om, hvad der skal ske med mig, hvis du også dør.
Dét tilfælde er ifølge Ilona Bechsgaard ikke enestående, og hvis tabet bider sig fast, kan børn skabe sig en rustning om deres følelser:
- De kapsler alle følelserne inde, da de ikke kan klare smerten. Det kan senere føre til alle mulige former for misbrug - stoffer eller arbejdsnarkomani, så man ikke behøver at tage stilling til smerten. Men glæden kapsles også inde, og man kan få svært ved at knytte bånd til andre, da man er bange for at miste.
De børn som Ilona Bechsgaard behandler er mellem 3 og 12 år, og alderen er afgørende for, hvordan sorgen skal behandles:
- Med helt små børn får jeg aktiveret deres sanser. Jeg kan spørge dem til, hvordan de vidste, at faren var død? En pige svarede, at hun havde banket på farens kiste, og da han ikke svarede, så måtte han være død. I andre tilfælde, hvor børnene har set den afdøde, fortæller de, at faren eller moren ikke trak vejret, eller at de havde en mærkelig hudfarve, og det var bevis på, at de var døde.
Behandlingen af børn sorg støttes ikke særligt ofte af det offentlige, og forældrene må i godt halvdelen af tilfældene selv betale. Et faktum, der gør, at mange ikke har råd eller overskud til at give deres børn den hjælp, de behøver:
- Jeg vil sige, at det handler meget om overskud. I familier, hvor det er lige så naturligt at græde som at spise, og hvor man taler om, at man er ked af det, er der måske ikke brug for professionel hjælp. Men jeg ser også forældre, der selv har mistet, og som aldrig har fået behandlet deres sorg, at de kommer til mig. Nogle har en dårlig økonomi, men tager sig råd til, at børnene ikke skal igennem det samme som de. De, der gør noget ved sorgen, har overskuddet mere end det drejer sig om økonomi, siger Ilona Bechsgaard, der håber, at ikke kun forældrene begynder at tage børns sorg alvorligt.

Det autentiske nærvær
Ilona Bechsgaards foredrag har ét formål. Flere må tage et ansvar, og det er ikke kun forældrene, der må tage sig af de små poder, der bærer på en dyb sorg:
- Pædagoger, lærere og andre, der er tæt på børnene, må vise et autentisk nærvær. Vise, at børnene kan tale med dem. Ofte ved personalet ikke, hvad de skal sige til et barn, der har mistet en af sine forældre, og så undlader de at sige noget som helst. Men sig til barnet, at du ikke ved, hvad du skal sige. At du ikke har de rette ord, men gerne vil hjælpe og lytte. Andre gange, hvis man ved at moren er meget syg, kan man tage hjem og besøge familien, og dagen efter kan man tage snakken med barnet. Sige - din mor havde det ikke så godt i går, hvordan har hun det i dag?
Andre måder af aktiv handling kan ifølge Ilona Bechsgaard være at tage med til begravelsen, så man kan snakke om den, eller man kan gøre det, som en lille dreng oplevede:
- Drengen var ved at lave et skuespil, hvor en af hans lærere sagde - en skam, at din mor ikke kan se dig i dag. Hun ville være stolt af dig.
Og netop dét, at man ikke bare undlader at tale om den døde, er vigtigt. Børnene skal kunne tale naturligt om den afdøde. Men, hvordan barnet skal håndteres, kræver redskaber:
- Den uddannelse, jeg starter, skal ruste personalet til at klare situationen i det øjeblik, hvor et barn mister en forælder. Pædagogen eller læreren kan også være præget følelsesmæssigt, men de skal klædes på, så de både kan være intenst til stede hos barnet og hæve sig over situationen, når der er brug for det. Lidt lige som, hvis de tog helikopteren og så det hele fra oven, hvor de har overblikket, siger Ilona Bechsgaard, der gerne vil have at alle børn, der mister, atter skal finde glæden i livet:
- Børn går ud og ind af sorgen. De kan lege i timer, grine, pjatte, hvorefter de igen kan sørge. Og det skal de have lov til. For som jeg ofte siger til dem - hvis din mor havde været her, hvad tror du, hun helst ville have? At du er ked af det hele tiden og kun tænker på hende, eller at du har det sjovt og dejligt? Den sætning kan børn godt forstå, og de kender svaret.

Til toppen

Artiklen er fra Børn og Unge 23. oktober 2005 / årgang 36

LUFT FOR SORGEN

Tavsheden er ikke guld, når det gælder børn i sorg, mener psykoterapeut Ilona Bechsgaard. Hun har som en af få herhjemme sorggrupper for børn helt ned til 3 år. Det gælder om at møde børnene i det nu, hvor de er, uden at trække voksensnak og abstrakte begreber ned over dem.

Af Helle Kjærulf

Nu græder mit hjerte ikke så meget mere", siger en 6-årig pige. Hun bliver spurgt, om hvordan hun ved, at det er tid til stoppe i sorggruppen.
Hver anden uge er hun kommet i en af de sorggrupper, som psykoterapeut Ilona Bechsgaard kører. Sammen med 7 andre børn, der har mistet en forælder, har hun her fået lov til at snakke om sin mor. Børnene spiser sammen, leger, tegner, fortæller. De viser hinanden og de voksne billeder og ting, som forbinder dem til mor eller far, der er forsvundet fra deres dagligdag. Men som i høj grad eksisterer i deres følelser og tanker. Her er der plads til at få luft for sorgen. Som regel går børnene i gruppen et til to år.
"Den største misforståelse er, at man tror, at det kan være en hjælp at lade være med at tale med børnene om den, de har mistet. Tavsheden er virkelig en dræber," siger Ilona Bechsgaard, der er privatpraktiserende psykoterapeut i Århus med speciale i sorg, krise og livskvalitet.
En anden misforståelse er, at mange går ud fra, at man ikke kan hjælpe små børn under fem år.
"De tror, at de er for små til at forstå, hvad der sker. Det kan godt være, at de er det ud fra en voksen forståelsesramme, men derfor kan vi ikke tillade os som voksne at konkludere, at det ikke er muligt at hjælpe dem. Vi må bare finde en ramme, der kan bruges i forhold til dem," siger hun. Ilona Bechsgaard har siden 1994 holdt foredrag om børns og voksnes sorg. I over tre år har hun haft sorggrupper for børn i alderen 3-12 år. Hos de yngste er der altid en hjælper tilstede.
"Et lille barn kan sagtens føle sorg. Hvis en 2-årig mor eller far dør, kan de mærke, at den elskede person er væk. Og de kan reagere på mange forskellige måder. Måske mister de lysten til at lege eller klager over fysiske symptomer som hovedpine."
Ilona Bechsgaard er ikke i tvivl om, at også helt små børn under tre år kan hjælpes, hvis de mister en forælder. Derfor planlægger hun en sorggruppe til den aldersgruppe, hvor den tilbageblevne forælder skal være med.
"Selv om de ikke har et sprog, kan vi både tale med det og dele sorgen med dem. De er måske den allermest udsatte gruppe, fordi de ikke kan give udtryk for, hvad de føler. Derfor er der så meget mere grund til at være ekstra opmærksomhed på dem og deres reaktioner," pointerer hun.

Sanser i brug. Ilona Bechsgaard forklarer, at med de små skal alle sanser tages i brug.
I sorggruppen snakkede hun med en fem-årig dreng om moderens død og tiden op til hendes død.
"Jeg sagde blandt andet, at han jo havde hjulpet hende og givet hende vand. Men ordene tændte ham ikke rigtig. "Kunne vi ikke tage dukken?" sagde jeg. "Nu leger vi, at dukken er mor". Så lagde vi dukken ned på puden og fandt et glas vand."
""Der var også sugerør", sagde han. Så sad han igen og gav mor vand med det sugerør, og det var så tydeligt, at dukken i det øjeblik forvandlede sig til at blive hans mor. Han levede sig fuldstændig ind i erindringen om, da han gav mor vand. Han har selv siden refereret til det. Det fik meget mere substans for ham, at vi gjorde det på den måde."
Ofte har børnene ting med i sorggruppen. Det kan være en uldtrøje, som mor gik meget med. Ved at røre ved den eller tage den op til kinden, kan de genkalde sig at blive puttet af mor. Eller det kan være en undertrøje, der får et sprøjt af fars barbersprit, så den dufter af far. I rundkredsen med levende lys i midten synger børnene også sange, som mor eller far har sunget, eller fortæller historier, som far har fortalt.
Ilona Bechsgaard oplever ofte, at børn, der har mistet deres far, savner kildeturene eller slåskampene.

Et frirum. Sorggruppen bliver et frirum for børnene. De ved, at her er alle følelser tilladt. De bliver mødt der, hvor de er og får hjælp til at udtrykke det, som gør allermest ondt, og som det kan være svært at finde ord for.
""Det er rart at være sammen med andre, der forstår", som en pige udtrykte det," siger Ilona Bechsgaard.
Somme tider holder barnet sorgen tilbage derhjemme, for at far eller mor ikke skal blive ked af det.
"Det siger børnene så i sorggruppen, og så taler vi om det. Vi aftaler også, at det, de fortæller, er fortroligt. Men nogle gange beslutter vi i fællesskab at fortælle oplevelsen til far eller mor, så barnet har mulighed for at ændre på situationen. Vi har en hemmelig klub her. Og det vil sige børnene har et frirum. Derhjemme vil de måske ikke sige, at jeg er rigtig gal på far, fordi han forladt os, men her kan de få lov til at udtrykke vreden".
"Når barnet får hjælp, er det en hjælp til hele familien. Nogle forældre "glemmer" at bearbejde deres eget tab, fordi de bruger alle deres kræfter på at hjælpe børnene godt igennem. Omvendt holder børn ofte deres sorg tilbage for ikke at puste til sorgen hos de andre i familien. Mange forældre har givet udtryk for, hvor stor en lettelse det er for dem, at de ved, at der bliver taget hånd om barnets sorg. Det giver dem fred i sjælen og mange gange det overskud, der skal til, for selv at komme op igen."

Jeg vil dø. En dreng på fem år talte meget om, at han gerne ville dø. "Det er selvfølgelig ikke rart for hverken faderen eller de andre børn i sorggruppen. Og vi havde meget svært ved at komme til bunds i, hvorfor han ville dø. En dag, da drengen bliver hentet, siger faderen til mig, at de skal flytte, hvorefter drengen siger: "Jeg vil ikke flytte". Næste gang i sorggruppen lægger jeg det ud i gruppen: "Er der nogen af jer, der har prøvet at flytte?" Børnene fortæller, og det viser sig, at drengen har prøvet at flytte to gange. Første gang da far og mor blev skilt, anden gang, da mor døde. Så er det jo ikke underligt, at han synes, det er farligt for ham at flytte. Nu vil han gerne dø, fordi han godt kunne tænke sig at komme op og hilse på mor. "Hvor er mor, tror du?" "Hun er på Mars". "Hvad tror du, mor ville sige til dig?" - "Lev dit eget liv, ville mor sige". Da faderen kom og hentede ham, sagde drengen: "Nu vil jeg ikke længere dø, for hvis mor havde levet, ville hun have sagt, at jeg skal leve mit eget liv". Han svarede selv. Jeg stillede bare spørgsmålene."

Følelser. Hvorfor er det så svært for voksne at snakke med børn om sorg?
"Voksne kan ikke have en professionel distance, de bliver nødt til at involvere sig selv følelsesmæssigt ellers virker det ikke. Vi kan ikke tale om sorg og tab uden at involvere følelserne Derfor bliver vi berørt af barnets situation og historie, og det trykker måske på sorger, tab og ubearbejdede ting, som vi selv har med i rygsækken," forklarer Ilona Bechsgaard.
Når et nyt barn kommer ind i gruppen, kender den nye ikke de andres historie, og alle får mulighed for endnu en gang at fortælle, hvorfor de er i sorggruppe. Udviklingen hos de "gamle" i gruppen er tydelig.
"De har fået åbnet for minderne og for, hvad der rent faktisk er sket i forløbet i sorggruppen. Mange flere detaljer er kommet på. Nu er det ikke blot "far døde af kræft", men "lige til sidst, da han skulle i kemoterapi, stødte der en blodprop til". De kommer undervejs i tanke om noget, de aldrig før har sagt. Langsomt får de fyldt huller ud, så det hele passer sammen."
Hun bruger tit det billede, at sorgen har flere lag. Når det første lag af sorgen er bearbejdet, bliver der åbnet for et nyt, som så skal afdækkes.
"Det er tydeligt at se, at de børn, der har et forløb i sorggruppen og når et lag dybere, også får mulighed for at bearbejde sorgen på et meget dybere niveau. For hvert lag bliver også smerten mere og mere opløst," siger Ilona Bechsgaard.
"Sorggruppen er også en måde at hjælpe børnene med at bevare deres historie, så minderne om mor eller far ikke forsvinder."

Til toppen

Artiklen er fra Femina nr. 40, 6. oktober 2005

I serien 'Mit liv den dag'.

Psykoterapeut nyder duften af havet

Født 9. oktober 1955. Privatpraktiserende psykoterapeut med egen kursus- og foredragsvirksomhed, Ilumia. Det er de menneskelige relationer, livskvalitet og kunsten at gribe nuet, der er i fokus, når Ilona holder kurser og foredrag. Hun har siden 1994 holdt foredrag, temadage og kurser om børn og sorg. Fra 2002 har hun ledet sorggrupper, et professionelt tilbud for 3-12-årige børn, som har mistet et elsket menneske. Ilona er selv mor til fire voksne børn. Hun bor i Århus.

Af Lene Rode

Du kan læse mere om Ilumia og Ilona Bechsgaard på: www.ilumia.dk

Hvordan vågnede du?
Jeg vågnede før mit vækkeur ringede. Åbnede mit ene øje på klem for at orientere mig i rummet. Så på uret. Klokkenvar 5.45. Lukkede øjet igen og huskede ikke at flytte på kroppen… ville ikke lade vigtige drømmebilleder smutte fra mig.

Hvad var din første tanke?
Jeg greb essensen af min drøm og gik i gang med mit sædvanlige morgenritul: Med lukkede øjne trak jeg vejret dybt, smilede og takkede for min nye dag. For at jeg er omgivet af vise og kærlige vejledere, for min familie, mine venner og alle de dejlige mennesker, jeg møder gennem mit arbejde. Jeg dvælede et øjeblik ved mine børn, gav hver af dem et kys og et knus. De klarer sig også. Så sendte jeg tanker afsted. En særlig tanke til en ven, som har det svært lige nu. Jeg bad om, at jeg må yde mit bidrag til at sprede livsmod og livsglæde, hvor jeg end er. Så åbnede jeg øjnene.

Hvad spiste du til morgenmad - og hvorfor?
Hirsegrød med friske æblestykker, mandler, hasselnødder, tørrede abrikoser (der var ikke flere rosiner) og så et godt drys kanel på toppen. Mm... Det smager himmelsk, og så er det nemt. Grøden koger på 1, mens jeg er i bad. Og når jeg er klar, er grøden det også.

Hvem kyssede du?
Min datter. Hun havde jo sammen med sine søskende fået et usynligt kys med "morgenposten", men.. hun fik et par stykker til "live", da vi mødtes senere på dagen.

Hvad var dagens største udfordring?
Jeg vidste, at jeg skulle arbejde hele eftermiddagen og aftenen med. Den største udfordring var at være tro mod min beslutning om at holde fri om formiddagen. Der var mange arbejdsopgaver, der ventede. Det havde været så let lige at gribe nogle af dem. Jeg klarede den til klokken 10.30, hvor jeg blev ringet op om noget arbejde, som jeg så arbejdede videre på indtil min telefontid klokken 12.00.

Hvad har du udrettet?
Arbejdet på noget informationsmateriale om børn og sorg. Fik skrevet en mail til min ven, så det ikke bare blev ved tanken i morges. Telefontiden fra 12.00 - 13.00 var fyldt. Der var flere tilmeldinger til aftenens foredrag, et foredragsarrangement - om at gribe nuet. Fra 14.00-16.00 mødtes jeg med en journalist til et interview om mit arbejde med børn og sorg og specielt om sorggrupperne for de 3-12-årige. Så forberedte jeg det sidste og pakkede mine ting. Fra 19.00-21.30 holdt jeg foredraget "Når børn sørger", for en stor og engageret gruppe mennesker. Godt de kom!

Hvad ville du godt have sprunget over?
Da vi kom til biblioteket, var salen ikke klar. Den lignede alt andet end et sted, der skulle holdes foredrag om en halv time. Heldigvis gik nogle handlekraftige mænd i sving med at rydde det hele til side og stille stole op. Det gav en masse larm og rumsteren på et tidspunkt, hvor det havde været rart med ro. Det kunne jeg godt have undværet… Jeg mærkede en let irritation, som nemt kunne være blevet til mere, hvis jeg ikke havde grebet den. At gøre modstand imod nuet, er spild af tid og energi. Det har jeg da lært.

Hvad var dagens bedste oplevelse?
Dagen var fyldt med gode oplevelser. Min rolige morgenstund med tid til fordybelse fylder meget. Det er den tid på dagen, hvor jeg lader mine batterier op. To statements fra "Nuets Kraft", som jeg havde streget under en anden gang, lyste særligt i dag. "Magt over andre er svaghed forklædt som styrke. Sand magt (eng. Power) er indre kraft." Og "Døden er afskrælningen af alt, hvad der ikke er dig. Livets hemmelighed er at "dø før du dør" - og at opdage, at der ikke findes nogen død." - Tænk at man kan sige så meget med så få ord!

Hvad ville du gerne have nået?
At pudse mine vinduer. Det havde jeg lyst til. Jeg tænker så klart og får tit gode ideer under en gang vinduespudsning.

Hvad ville du godt have gjort anderledes?
Hvis jeg kunne gøre noget anderledes, havde jeg holdt fri helt til middag. Og så havde jeg givet mig mere tid til både min frokost og min aftensmad.

Hvad gjorde du for at koble af?
Ud over min stille stund i sengen om morgen, cyklede jeg til stranden, tog en dukkert (havet var bare så klart og skønt!), og en slentretur langs vandet… lugten af saltvand.. lydene.. det kølige vand om mine fødder.., åh, hvor jeg nyder det. Inden jeg cyklede hjem, plukkede jeg en dejlig markbuket til hylden på mit badeværelse. - Jeg elsker at plukke blomster. Det kalder dejlige barndomsminder frem, vidunderlige stunder med min mor. Så nippede jeg lige hovederne af tre hybenroser, som ligger i en skål og dufter og lyser lige her på mit skrivebord.

Hvordan gik din aften?
Først var jeg jo rigtig meget "på" med foredraget og god udveksling med folk. Jeg er så glad for mit arbejde! Hjemme tændte jeg som det første op i pejsen og sad så med et glas solskin (mangojuice) og en speltvaffel og stirrede ind i ilden, mens jeg lyttede til blide toner fra en sensuel irsk sangerinde… Så skiftede jeg kjolen ud med løse bukser og klædte mig på til en aften-strandtur. Dejligt med roen og lyden af bølgeskvulp. På hjemvejen var det klaret op, og der var mange stjerner… I min seng gik jeg min dag tilbage, baglæns og i fugleperspektiv. Ganske kort uden at dvæle ved noget… så slipper jeg for dagsrester i mine drømme. Og så var der bare tilbage at sige; tak...

Til toppen

Artiklen er fra Alt for damerne nr. 35, 1. september 2005

FØL FRYGTEN - MÆRK LIVET

Hvornår har du sidst brokket dig over dit arbejde, dine venner, din kæreste, dit liv? Og hvornår har du sidst gjort noget ved det? Det første er meget nemmere end det sidste, fordi frygten for det ukendte står i vejen for forandringer. Men frygten kan overvindes, hvis du selv tager ansvaret for dit liv.

Af Helle Kjærulf

Frygten tårner sig op foran os. Det er en forhindring, som de fleste kender til i en eller anden grad. Vi er bange for at tale offentligt, at skifte job, at være alene eller at afslutte et parforhold. Og frygten kan spænde ben for os, hvis vi ikke bruger den rigtigt, mener privatpraktiserende psykoterapeut i Århus, Ilona Bechsgaard.
- Et krævende job, en ulykkelig barndom, en tyrannisk chef, en omklamrende ægtefælle, børn, som kræver hele vores opmærksomhed og meget andet får skylden for vores halvt levede liv. Men den største hindring er vores egen frygt for det ukendte. Vi kan lære at gå det i møde, som skræmmer os, forklarer hun.
- En hel verden åbner sig, når det går op for os, hvor stor indflydelse, vi har på vores eget liv. Og hvor store ændringer vi er i stand til at skabe. Hvis vi ærgrer os og brokker os, så tiltrækker vi situationer og oplevelser, der forstærker det. Spild ikke tiden med at ærgre dig over fortiden eller bekymre dig for fremtiden. Livet er nu, og det er i den nuværende situation vi må tage udgangspunkt, når vi ønsker en ny retning vores liv.
Ilona Bechsgaard fortæller en historie: - En kvinde levede i et parforhold, som hun vidste, at hun i længden ikke ville kunne holde til. Hun gik længe og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke tage sig sammen til at gå, og hun gik langt ud over det tidspunkt, hun havde sat som sidste frist, hvis der ikke var sket mærkbare ændringer i forholdet. Men hun handlede ikke. Det gjorde manden derimod, han var hende utro. Endelig fik kvinden en anledning til at gå. Alle omkring dem synes, han var en værre en. Jeg sagde til hende: "Han hjalp dig til at gå. Du tiltrak denne situation for at have en legal anledning til at gå." "Det har du ret i", svarede hun.
- Kvinden var klog og beklagede sig ikke over manden, hun så sin egen andel og brugte situationen til at komme videre.
Ilona Bechsgaard mener, det er typisk, at vi gør andre til syndebukke.
- Det vrimler med den slags eksempler, hvor frygten kan ligge som en forhindring, både på arbejdspladserne og i privatlivet. Hvis jeg er utilfreds med min situation f.eks. på arbejdet, så fortæller jeg om det til familie, venner og kollegaer. Men jeg frygter at gå ind til chefen og fortælle ham om det. Resultatet kan nemt gå hen og blive en fyreseddel.
Hun fastslår, at vi selvfølgelig skal fremføre vores synspunkter, når noget ikke fungerer, vi skal bare hele tiden være opmærksom på vores egen andel. Hvis du hele tiden brokker dig over noget bestemt, så tjek lige, om du ikke kan ændre noget.

Stakkels mig
Ilona Bechsgaard er fortaler for, at vi skal have skabt en ny bevidsthed.
- Vi må i stadig højere grad tage ansvar for vores liv og de situationer, vi havner i. Det nytter ikke, at vi brokker os og vil lave om på alle andre. For vi kan kun lave om på os selv. Når vi ændrer os, giver vi mulighed for at den situation, vi står i, kan forvandle sig.
Først og fremmest må vi erkende, hvor vi selv er. Ellers er det alt for let at glide ind i offerrollen med "stakkels mig", hvor vi oplever, at det er de andre, der står i vejen for os. Sandheden er jo, at vi spænder ben for os selv. Vi må indse, at livet er en skole, og at alle situationer og oplevelser er vores lærere. Når vi har lært lektien på det trin, vi er på, er vi klar til at rykke op til det næste trin.
- Hvis nogen behandler dig dårligt, så vær opmærksom på, at du har tilladt det. Hvis du den ene gang efter den anden, ender i samme situation, er der helt sikkert en lektie, du endnu ikke har lært, siger hun.
Når vi hele tiden giver andre skylden for vores halvt levede liv, har vi givet vores vigtigste ressource fra os, nemlig vores egen power, mener Ilona Bechsgaard.
Det betyder, at noget uden for dig selv - en situation eller andre personer - er nødt til at ændre sig, for at du kan få det godt.
Hun forklarer, at der er en masse liv i stærke følelser som f.eks. sorg eller vrede. Ved at gå ind i de følelser kan de bruges som brændstof til at skabe det liv, vi ønsker. At lægge låg på stærke følelser svarer til at negligere et brækket ben - man risikerer aldrig at komme til at gå igen.
- At indtage offerrollen er en måde at holde sig selv tilbage på. Vi frygter at tage næste skridt i livet. Måske fordi det indebærer, at vi skal gøre noget helt uvant og grænseoverskridende i vores eget verdensbillede.

Vi tager selv offerrollen
- Vi kan gro fast i det tryghedsfængsel, vi har bygget op omkring os selv, vi kan bruge resten af vores liv på at klage over den mand, der forlod os, den modbydelige chef, der fyrede os, den tyranniske far, vi voksede op med, de børn, vi aldrig fik eller dem, vi fik, som ikke levede op til vores forventninger. Det hører alt sammen med til "stakkels mig". Vi kan dyrke det, eller vi kan bruge enhver vanskelig situation til at få en større selvindsigt.
Ilona Bechsgaard understreger, at andre ikke giver os offerrollen, vi tager den selv på os.
- Det er som en frakke, du kan vælge at tage på, men du kan også tage den af igen. Hvor svært ville det ikke være for en anden at give dig en frakke på, hvis du nægtede?
Hun anbefaler, at du tjekker dine prioriteter. Bruger du primært din tid og energi på noget, du finder værdifuldt og du kan glæde dig over? Hvis ikke så, gør noget andet for at skabe mere kvalitet.
- Det er ikke opfordring til at sige dit job eller smide manden på porten, for det kan være, du har brug for noget helt andet. Find ud af, hvad det er, bl.a. ved at spørge: Hvad er min andel?
- Smertefulde følelser er altid et signal om noget, vi skal tage os af. Utilfredshed kan skyldes en lektie, du endnu ikke har lært. Det kan være, at du ikke har fået lært, at du og kun du bestemmer, om du skal have det godt eller skidt. For på samme måde som ingen kan tvinge dig i en frakke, du ikke ønsker at have på, er der heller ingen, der kan proppe utilfredsheden ind i dig.

At gøre noget
Hvis du bliver bevidst om dine egne uhensigtsmæssige mønstre, som f.eks. at du har tilbøjelighed til at give autoriteten fra dig, er det dig, der må begynde at gøre noget andet.
Første skridt kan være, at du tager nye briller på, så du ser, anerkender og værdsætter alt det, som du kan være taknemmelig for - i dit job, dit parforhold, samværet med dine børn, kollegerne, kort sagt i dit liv, som det er nu.
Andet skridt er, at du begynder at se din egen andel i det, som ikke fungerer i dit liv. Og du tager ansvar for det. - det er her, der bliver givet slip på offerrollen, og frakken bliver taget af.
Tredje skridt er, at du går i gang med at handle på det. Du skal indlære nye mønstre. Det vil indimellem være svært, du vil plumpe i de gamle, velkendte, uhensigtsmæssige vaner. Skidt med det. Bare det går fremad. Det er ikke tempoet, men retningen, der er vigtig.
- Når noget ikke fungerer, så forandrer det sig radikalt i det øjeblik, vi selv begynder at gøre noget anderledes, end vi plejer. Sig til dig selv: Plejer er død. Det kan være lidt skræmmende, afføde ubehag, men gør det alligevel. Det giver en utrolig styrke at overvinde frygten. Føl frygten, men sig ja til livet, siger Ilona Bechsgaard.

Psykoterapeut Ilona Bechsgaard er kursus- og foredragsholder med fokus på menneskelige relationer og livskvalitet. Kontakt hende på: www.ilumia.dk eller
tlf:: 87 30 36 06

En mildere grad af frygt er ubehag. Vi kan vælge at gøre noget, selv om vi føler ubehag. Så kan vi se, at det kan lade sig gøre at komme videre. Det behøver ikke være de helt store skridt lige med det samme. Måske er det skræmmende at sige sit job op for at springe ud som kunstner, men så gå på nedsat tid.
Kilde: Ilona Bechsgaard

Fem sandheder om frygt
1. Frygten vil aldrig forsvinde, så længe jeg fortsætter med at udvikle mig.
2. Den eneste måde, hvorpå man kan slippe af med frygten for at gøre noget, er ved at gå ud og gøre det.
3. Den eneste måde at få det bedre med mig selv er ved at gå ud… og gøre det.
4. Det er ikke kun mig, der kommer til at opleve frygt, hver gang jeg er i et ukendt territorium, det gør alle andre også.
5. At kæmpe sig gennem frygt er mindre skræmmende end at leve med den underliggende frygt, der kommer af en følelse af at være hjælpeløs.
Fra bogen Føl Frygten - og gør det alligevel af Susan Jeffers, Borgens Forlag

Til toppen

Artiklen er fra Alt for damerne 2. okt. 2003

Hjælp - vi skal FLYTTE SAMMEN.

Slut med kæresteri på deltid og hede nætter på skift hos hinanden. Det er blevet tid til kun én dobbeltseng og én bolig. Og det stiller helt nye krav til forholdet. Men I kan forberede jer, så I ved, hvad - og hvem - I går ind til, siger psykoterapeut Ilona Bechsgaard.

Af Helle Kjærulf

Øjeblikket er kommet. I vil flytte sammen. Mit og dit bliver til vores.
Slut med kæresteri på deltid og hede nætter på skift hos hinanden. Det er blevet tid til kun én dobbeltseng og én bolig. Tid til parforhold med opvask og risiko for at tage hinanden for givet.
Ikke kun skal du flytte sammen med hans positive sider, du får også hans fortid og uvaner med i købet. For slet ikke at tale om din egen psykiske bagage med eventuelle børn, eksmænd eller ekskærester, som han skal kapere.
Et nyt puslespil skal lægges for at indfri drømme om at glødende elskov og stjerner i øjnene også kan findes til hverdag.
Allerede i de indledende faser skal man være vågen, for det er en helt ny situation at være kærester og bo sammen, mener psykoterapeut Ilona Bechsgaard, der holder foredrag og kurser om bl.a. parforhold og personlig udvikling og har privat praksis i Århus.
- Når kærester ikke bor sammen, er de som regel gode til at planlægge den tid, de vil have med hinanden. Den prioritering går ofte fløjten, når man flytter sammen. Parret har gang i forskellige aktiviteter og vender ofte energien ud af forholdet og glemmer at bevare et fokus på fællesskabet. Og meget let risikerer de at få for lidt kvalitetstid sammen, fortæller hun.

Den rette indstilling
Nogle venter meget længe med at tage skridtet og flytte sammen, fordi de er bange for at ødelægge det forhold, de har.
- Men du ved jo ikke, hvad der er det rigtige for dig, før du prøver det. Derfor er det vigtigt, at du ser det at flytte sammen med kæresten som en mulighed, som en gave og en opgave. Og noget du under alle omstændigheder kommer til at lære af. Hvis du har holdningen, at det er enten knald eller fald, bliver forholdet dødsdømt på forhånd, fordi der er så mange forventninger. Tænk i stedet - jeg vil gøre det her, så godt jeg kan. Et parforhold skal villes hver dag.

Ilona Bechsgaard understreger, at i parforholdet får du mulighed for at udvikle dig - lære noget om fællesskaber, om at leve sammen, og om hvordan I kan tilpasse sig hinanden. Det er her, du kan blive bedre til at give udtryk for egne følelser og behov. så du kan få budskabet igennem om, hvad der er vigtigt for dig, samtidig med at du også kan lære at åbne for, at han får plads til det, som er vigtigt for ham.
- Selv om det viser sig, at det alligevel ikke skulle være jer, har I stadigvæk vundet noget, for med den grundholdning har I lært en hel masse. Man gør nogle erfaringer, når man bor sammen, og nogle andre, når man lever hver for sig som kærester, fastslår Ilona Bechsgaard.

Forberedelsen
Inden I bestiller flyttebilen, er det ifølge psykoterapeuten en god idé at stille spørgsmål til sig selv og hinanden: Hvilke forventninger har jeg til parforholdet, når vi flytter sammen? Hvilke har min kæreste? Hvad forestiller jeg mig bliver anderledes?
- Det er en investering i den fælles fremtid at vide så meget som muligt om forventningerne, fordi man får skabt en fælles grund, som parforholdet kan bygge på. Det er ikke unormalt, at vi forestiller os, at når først vi flytter sammen, får vi et meget tættere forhold. Eller at de problemer, som vi har nu, simpelthen vil blive opløst, når vi får en hverdag sammen. Men vores forestillinger ligger som regel meget langt fra virkeligheden, siger Ilona Bechsgaard.
Hun pointerer, at uanset om man er i et parforhold eller ej, forandrer og udvikler man sig. Men hvis begge parter skal vokse i parforholdet, skal udgangspunktet være: Jeg vil tage ham, som han er - på godt og ondt.
- Hop ikke på den med, at hvis I først flytter sammen, så får du ham nok lidt efter lidt bearbejdet, så han passer ind i dit drømmebillede af en mand. Så glemmer du at lytte til dine fornemmelser. Det er virkelig farligt, hvis man går ind i et forhold med en skjult dagsorden om, at man helst vil lave ham om. Han er ikke perfekt lige så lidt, som du selv er det. Vi har alle brug for mennesker omkring os, som kan rumme vores svagheder og elske os alligevel.

Kortene på bordet
Når kærester ønsker at flytte sammen, er det en oplagt lejlighed til at gøre status for forholdet og få lagt kortene på bordet.

- Mange holder sig tilbage med at diskutere fælles forventninger og mål med parforholdet, fordi de er bange for at ødelægge den gode stemning - specielt når de støder på områder, hvor forskelligheden er åbenlys. Der er jo en risiko for at ødelægge noget, så flytningen går i vasken. Men det man kryber udenom, inden man flytter sammen og ikke vil tale om, fordi det er et ømt punkt, er måske lige netop det, der senere kommer til at skille parterne ad eller forpeste tilværelsen i parforholdet, konstaterer Ilona Bechsgaard.
Hun forklarer, at hvis man har talt om de svære ting, som man ser forskelligt på i parforholdet, inden man flytter sammen, er det nemmere at tage op senere. Det unævnelige kan vokse sig fra en bagatel til en mur, der stille og roligt bliver bygget op, så man bliver fremmedgjort over for hinanden. Men ved at tage spørgsmålene op, skaber man fortrolighed og får en fornemmelse på forhånd om, hvordan man vil være i stand til at håndtere konflikter eller uoverensstemmelser, når man bor sammen.

De grundlæggende spørgsmål
- Når stemningen er god, og romantikken blomstrer, kræver det selvfølgelig mod at begynde at tale om noget med sprængstof i, siger Ilona Bechsgaard.
Hun anbefaler, at I alligevel borer i, hvordan I vil håndtere de konflikter, som jo altid vil opstå. I det hele taget undersøger, hvordan I hver især ser på de grundlæggende spørgsmål i livet. Har I samme holdning til at bo? - måske drømmer den ene om at rejse hele verden rundt, mens den anden fantaserer om bondehus og stokroser.
Store modsætninger kan være spændende, men svære at forene. Og hvad med arbejde og fritid? Forventer du, at han, hver gang han har fri, er sammen med dig? Levner du selv plads til, at I har tid til at være sammen?
Ilona Bechsgaard har mødt ikke så få par i krise. Rigtig tit oplever hun, at hverdagen er fyldt ud fra morgen til aften med børn, uddannelse og fritidsaktiviteter. Når hun så spørger: "Hvad er I villig til at give afkald på for at få plads til kærligheden?" - bliver der ofte meget stille.
- Der skal være timer, hvor der er plads til jer som par, understreger hun.

Afklaring
Jo mere afklaring I formår, jo letter bliver det at bo sammen.
- Selvfølgelig skal der være plads til forskellighed. Man kan netop lære meget af hinandens forskelligheder. Vi tiltrækker ofte dem, der har nogle kvaliteter og egenskaber, som vi gerne selv vil udvikle. Analyser dig selv lidt og find ud af, om hans egenskaber er nogle, du har brug for at lære noget af, foreslår Ilona Bechsgaard.
Hun mener, at de små forskelligheder er et plus for forholdet, men hvis man grundlæggende ligger langt fra hinanden, skal man være vågen.
- Hvis den ene har en spirituel livsholdning og personlig udvikling har høj prioritet, og den anden hælder til at feje problemerne ind under gulvtæppet og pudse facaden, vil de højst sandsynlig få problemer.
Det kan også være spørgsmålet om børn eller ej, der sætter forholdet i relief.

- Det er så nemt at tro, at du kan omvende ham, men du skal tænke dig godt om og gøre dig klart, om det er et vilkår, du vil gå ind på.
Når I begynder at stille hinanden alle disse spørgsmål om børn, bolig, penge, arbejde, fritid, kan det bringe uoverensstemmelser op. Og det kan være med til gøre nogle forskelle synlige for begge parter.
- Ved at stille spørgsmålene bliver I måske nødt til at revurdere, om det skal det være jer to, fordi I finder ud af, at I faktisk ikke passer sammen.
- Mange undlader bevidst at stille spørgsmålene, fordi det er for farligt. Det er for smertefuldt at konstatere, at man ligger for langt fra hinanden til, at man skal flytte sammen. I den situation snyder man allermest sig selv. For på et eller andet tidspunkt bliver det så meget hverdag, at maskerne falder. Man kan jo ikke blive ved med at opretholde et glansbillede af, hvordan tingene skal være. Vælger I alligevel på trods af store forskelligheder at give forholdet en chance, så går I ind til det med åbne øjne, og det gør en stor forskel.

Smag og behag
Ilona Bechsgaard fortæller, at man kan lære meget om sin kommende samlever ved at iagttage, hvordan han omgås sig selv og andre, men også hvordan han bor, gør rent og indretter sig. Det er også et punkt, man er nødt til at få talt om. Hvis den ene er til tegneseriefigurer på væggen, og den anden hellere vil gå på kunstudstilling og købe malerier, kan der være lagt op til konflikter. Eller den ene er til fine middage med franske vine eller til økologi og kildevand og den anden er til chips og cola. Modsætningerne både de menneskelige og de praktiske kan være så enorme, at det er alarmklokker og ikke bryllupsklokker, der ringer.
- Hvis du ser på, hvordan han bor, ser du, hvad du får, og det må du så forholde dig til. Hvis du vil have en handymand, så tjek hvor veludstyret hans værktøjskasse er, siger Ilona og griner.
- Husk også hvis han ikke har de evner, du efterlyser, så har han nok nogle andre, indskyder hun. Det vigtigste er at forholde sig til virkeligheden.

Giv plads
Når I er kommet så langt, at flyttebilen holder for døren, kan nogle helt praktiske ting gøre det hele nemmere:
Hvis han flytter ind hos hende, er det vigtigt for begge, at der bliver et område, som han kan indrette.

- Hvad er du parat til at rydde i dit hjem og gøre anderledes i din hverdag, så der er plads til den mand, du nu har valgt at dele liv og bolig med? Det kan være svært at flytte ind et sted, hvor alt er arrangeret på forhånd og føle, at det også er ens hjem. Det optimalte vil ofte være at begynde forfra sammen et nyt sted. Og skal det være rigtig godt, og kan det på nogen måde lade sig gøre, vil et værelse til hver - gerne med en dobbeltseng i hvert rum - være begyndelsen til et moderne parforholdsliv. Det giver mulighed for at man ind imellem kan trække sig tilbage og være alene og samtidig giver det plads til fleksibilitet og fornyelse indenfor hjemmets fire vægge.
Ilona Bechsgaard foreslår, at I markerer forandringen - evt. gennem ritualer.
- For nogle kan ritualet være at blive gift. For andre at flytte ind i noget nyt sammen. Det kan også være en gennemgribende oprydning, der skaber plads til ham i den gamle bolig. Fornyelse på en eller anden måde på det praktiske plan, for eksempel nye farver på væggene eller omrokering af værelser kan gøre det nemmere psykisk for alle parter.
Pas på med at gå på for mange kompromisser. Det kræver ærlighed at sige, hvad man kan lide og ikke lide, både når det gælder møbler og holdninger.
Det væsentligste, når man flytter sammen, er på den ene side, at det praktiske fungerer, på den anden at man sætter tid af til hinanden, understreger Ilona Bechsgaard.
- Beslut for eksempel, at hver onsdag er jeres aften, og tag den aftale lige så alvorligt, som hvis I havde en mødeaftale på arbejdet.
- Omvendt skal man selvfølgelig ikke sidde lårene af hinanden. Faren er, at man glemmer at være sig selv, og så risikerer man at blive uinteressante for hinanden. Det er vigtigt for et godt parforhold, at man gør ting hver for sig. Det handler om at finde balancen mellem samværd og adskillelse. Få har sagt det så klogt som Kahlil Gibran i Profeten.

Psykoterapeut Ilona Bechsgaard kan træffes på Tlf.: 87 30 36 06, ilona@ilumia.dk eller www.ilumia.dk

"Lad der være afstande i jert samvær
Og lad himlens brise
Danse imellem jer
Fyld hinandens bæger, men drik af hver sit
Giv hinanden af jert brød
Men spis ikke af samme skive
Syng og dans tilsammen og vær glad,
Men lad dog hinanden alene"
Fra Kahlil Gibran - Profeten

Til toppen

Artiklen er fra Alt for damerne nr. 44, 1. nov. 2001


Er du klar til et

NYT FORHOLD?

Vil du gerne finde den rigtige denne gang? Og vil du helst undgå at gentage fortidens fejl? Så må du forberede dig grundigt, inden du prøver lykken, mener psykoterapeut Ilona Bechsgaard. Her fortæller hun bl.a., hvordan du får succes med kærligheden og en ny partner.

Af Helle Kjærulf

Langt om længe er han der. Manden du har ledt efter i årevis. Men tør du? Er du bange for at slippe dine forbehold og solovaner? Eller blokerer smerter fra gamle kæresteforhold?

Tag tyren ved hornene og forbered dig til et eventuelt nyt forhold, foreslår Ilona Bechsgaard, der er privatpraktiserende psykoterapeut i Århus. For hvis du er bange for at slippe forbeholdene, er det sandsynligvis, fordi du ikke er helt parat.

- Hvis man ikke ønsker at gentage de samme mønstre, kræver det arbejde med sig selv, uanset hvor langt tid der går mellem to forhold. Når vi har taget ved lære, kan vi lukke døren til fortiden og komme videre, forklarer hun.

Mange kvinder retter fokus mod et nyt forhold med det samme, måske fordi de ikke kan lide at være alene, måske fordi de føler, de mister deres identitet, fordi de har hængt den op på parforholdet. For mange kvinder er motoren det biologiske ur. Hun vil nå at have de børn og den familie, hun drømmer om. Med hastværk er der lagt op til at havne i de samme problemstillinger igen og igen, vurderer Ilona Bechsgaard.

Du skal være villig til at skabe de forandringer, der skal til for at få et mere tilfredsstillende forhold. Måske kigger du efter en ny type mand, men efter et stykke tid opdager du, at han alligevel ligner den forrige.

- Selv om det ikke lykkedes de første gange at få forandret sine mønstre i parforholdet, skal man ikke bebrejde sig selv det. Der findes ikke fiaskoer eller fejltagelser, kun korrektionsmuligheder. Vi kan lære noget af det hele, siger Ilona Bechsgaard.

At forberede sig

Tag et grundigt kig på dit sidste forhold og find ud af, hvorfor det gik galt, hvad du har lært af det, og hvad din andel var i, at det ikke gik, som du gerne ville. Det kan få uventede brikker til at falde på plads. Sider af dig selv, som trænger til at blive ændret eller støvet af, kommer i centrum og giver nye personlige vinkler.

En periode i dit eget selskab, før du involverer dig igen, kan være guld værd. Når først du har lært at holde af at være sammen med dig selv og kan nyde dit eget selskab, er et stort skridt taget til igen at turde et forhold.

- Det er en gave til dit personlige liv, som du vil glæde dig over senere, siger Ilona Bechsgaard, der også taler af personlig erfaring.

Hun er 45 år, har fire børn i alderen 14 til 23 med den samme mand, som hun blev skilt fra for 12 år siden. Dengang besluttede hun, at der skulle gå mindst to år, før hun igen blev involveret i et nyt forhold. Det løfte holdt hun. Først efter et par år indledte hun et nyt kæresteforhold, som har varet i ti år.

- Jeg ville være mere opmærksom på, hvad jeg ønskede af livet. Det har vi ofte brug for noget hjælp til. En psykolog fik mig til at se, at jeg brugte mig selv ensidigt. Hun ramte noget vigtigt, og jeg begyndte at dyrke de blødere sider af mig selv, blandt andet ved at tage en danseuddannelse.

Det var takket være bevidstheden om, at hun ville lære at tiltrække noget anderledes, at perioden som single gav hende plads og mulighed for udvikling. Og efterfølgende kunne stå helt anderledes stærkt i parforholdet.

Ilona Bechsgaard betragter parforholdet som et genialt sted at udvikle sig.

- Selv om det indimellem har været hårdt, ja, nærmest uudholdeligt, er jeg alligevel klar over, at den modstand, jeg har fået, har tvunget mig til enten bare at indrette mig eller til at sprænge de rammer i forholdet, som jeg syntes var for snævre.

For hende er den rette partner ikke et menneske, der er perfekt og enig med hende i alting. Men en, som er villig til at arbejde bevidst med sig selv og sit parforhold.

Hun ved godt, at efter lang tid alene kan det være fristende at kaste sig i armene på den første mand, som viser sin interesse.

- Hvis du går efter et velbefindende og en selvfølelse, der kan holde på sigt, er det værd at huske, at tomhed fyldes indefra.

- Det er typisk kvinder, der smider alt, hvad de har i hænderne, når han kommer ind i billedet. Men man skal huske at dyrke og pleje sit eget liv, også når man er i parforholdet, understreger psykoterapeuten.

Hvad vil du have?

Alt for mange er ikke klar over, hvordan manden i deres liv skal være. Det er en vigtig erkendelse, fortæller Ilona Bechsgaard. Hun forklarer, at man jo heller ikke går ned til DSB og siger: "Jeg vil gerne have en billet". Du skal vide, hvor du vil hen.

- Bare det at gøre dig klart, hvad du vil have, er et kæmpeskridt. Sæt dig ned med en blok og en pen. Nogle gange kan det være svært at definere, hvad man gerne vil have. Så begynd med, hvad du ikke vil have og lav så den positive oversættelse bagefter. Måske ender du med at fastslå, at han skal have det godt med dine børn, hvis det skal fungere. Eller at han skal være glad for naturen, eller at I nødvendigvis skal have de samme livsværdier.

Ofte er de problemer, som opstår i vores parforhold, de samme som eksisterer i vores relationer til andre mennesker. Se på dine mønstre, på vaner og uvaner og brug tiden som single til bevidst at blive klogere på, hvad der gør dig godt, dels for at tiltrække noget nyt, dels for at leve mere fuldt og helt.

- Jo mere man øver sig, jo bedre bliver man. Samtidig skal vi nyde livet, mens vi er alene. Måske skal vi indse, at vi ikke nødvendigvis behøver at være i et parforhold.

- Uanset om vi er i et parforhold eller ej, har vi hele tiden brug for livgivende relationer. Vi kan øve os i at blive mere hele, mere vågne over for, hvad vi sender ud, siger Ilona Bechsgaard og indskyder, at hvis vi møder mennesker positivt, lytter til andre og mærker glæden, er vi på vej.

En af måderne er at opsøge nye områder i livet. Få andre vinkler i dit liv, opbyg nye netværk, tag på trekking i Nepal eller på højskole. Meld dig på et tegne- eller dansekursus eller hvad med italiensk madlavning?

- Tag fat i nogle gamle længsler og udlev dem. Ikke for at præstere noget, men for at lege uden andet mål end at udvide sit territorium, siger Ilona Bechsgaard.

I det hele taget anbefaler hun, at man udfordrer sig selv. Og frem for alt ikke glemmer at blive ved med at gøre det, også når man finder en partner.

Vær dig selv

Vent gerne flere måneder med at gå i seng med den udkårne. Det giver nogle fantastiske muligheder for at få stillet ham en masse spørgsmål, og ikke mindst at få svar, forklarer Ilona Bechsgaard. Ligesom vi kan få en tæt følelsesmæssig kontakt, inden det seksuelle farver billedet.

- Når først vi går i seng sammen, er vi i nettet. Det er som om den kropslige kontakt fjerner et filter, og det er svært at se den anden klart.

Hun ved dog udmærket godt, at det er ekstremt svært at praktisere, men brug det som en øvelse i at opbygge dit selvværd som kvinde. Undrer han sig, så sig helt ærligt, at du nyder at have sex, men at du gerne vil have, at I lærer hinanden lidt at kende først.

Hun fortæller denne metafor: - Det er som at være sulten. Første gang du ser et stykke lagkage, kaster du dig over det og guffer det i dig uden at brug det som en øvelse i at opbygge dit selvværd som kvinde. tænke på, om det giver dig den næring og energi, du trænger til. Det er bedre, at du tager dig tid til at tilberede et sundt måltid af gode råvarer og dækker et smukt bord. Undervejs kan du glæde dig over de mange forskellige farver, krydderier og dufte. Og når du så endelig skal spise, kan du nyde maden fuldt ud og uden forbehold. Det er ikke spild af tid, det er ren investering.

Det behøver ikke at være en sorg, når et nyt forhold smuldrer, pointerer Ilona Bechsgaard.

- Hvis en mand ikke er god for dig, hvorfor så ikke få ham sorteret fra først som sidst.

I disse indledende manøvre - uanset om du vælger den ikke så sexede begyndelse eller ej - gælder det om at være dig selv.

- Vis ham hvem du er, stå ved dine livsholdninger. Brug dine sanser. Tøm posen, find ud af, hvem han er. Fortæl ham, hvis du tror på engle eller reinkarnation, hader racediskrimination osv. Hvis han synes, at det, som betyder noget for dig, er vildt skræmmende, kan det jo være, at I alligevel ikke er så gode sammen.

Første skridt er at lytte, andet skridt er at handle efter det.

- Der er ingen grund til at skjule det, hvis du får kvalme, hvis han taler nedsættende om andre. Lyt efter alarmklokkerne. Hvis han smider om sig med penge eller drikker meget, kan du lige så godt tjekke det ud. Afviser eller nedgør han ting, der betyder noget for dig eller kritiserer han din familie osv.? Har han venner? Og i så fald hvordan er de?

Alt, hvad der skaber uro eller undren, skal være en kilde til spørgsmål. Taler han kun om sig selv? Og hvis han spørger til dig, bliver han så hurtigt fjern i blikket, indtil han igen kan tale om sig selv. Kan han grine af sig selv? Er han åben for at udvikle sig? Hvis I får problemer, er han så villig til at gå gennem ild og vand? Vil han dig?

- Hvis man ikke er så god til at handle på alarmklokker og man ikke har lyst til at arbejde bevidst med sig selv, er der kun den hårde vej fra det ene parforhold til det andet, indtil man lærer, at det er nødvendigt at reagere på de signaler, man får.

Ilona Bechsgaard forklarer, at man skal huske at være tålmodig med sig selv. Måske lykkedes det ikke hver gang, men hver gang det lykkedes dig at lytte til det, du mærker indeni, er det godt. Og inden du møder ham, så øv dig på dine venner.

- Selv en rejse på 10.000 km begynder med det første skridt. Det er godt at vide, at vi kommer fremad.

- Hvis han smutter, fordi du er ærlig og oprigtig, betyder det ikke, at du har gjort noget forkert. Tværtimod er det lykkedes dig at sortere en mulig partner fra, som ikke ville have vist dig den respekt som kvinde, som du ønsker. Det er en sejr. Du er på rette vej, siger Ilona Bechsgaard.

Psykoterapeut Ilona Bechsgaard holder kurser og foredrag om bl.a. parforhold, samarbejde og personlig udvikling.

Til toppen

Artiklen er fra Single Rock's blad december 2001

Indvikling eller udvikling
/ adfærd og mønstre
/ udvikling eller afvikling

Der gik ca. 40 min. inde i foredraget, før det stod helt klart:
- Hvis du vil, kan du få et godt liv ! (Tak for det)
- Hvis du vil parforholdet, kan du få et endnu bedre liv ! (Ok, ser man det)

Det fortalte foredragsholder Ilone Bechsgaard, 46 år og mor til fire, de fremmødte cafégæster, denne søndag i det første klare efterårsvejr, hvor vinden for alvor var blevet kold og bladene føg om fødderne på vandrende , som snefnug på en vinterdag.

- Parforholdet skal man ville, ellers lykkes det ikke, var det klare budskab. Det er i parforholdet, du som menneske, oplever udvikling gennem afspejling/dialog/konfrontation med det menneske du (frivilligt) har valgt at leve sammen med, fortalte Ilone Bechsgaard, der er uddannet psykoteraput og med privat virksomhed indenfor emneområdet.

Men hvornår finder parret så ud af, at forholdet er på vej til at gå i stykker ?

Ilone Bechsgaard ridsede en række (velkendte) eksempler på sætninger op for de fremmødte.
Hende til ham:
- Jamen, det er jo det, jeg altid har sagt !
- Du ved da hvad jeg mener, når jeg siger....!
Ham til hende:
- Du forstår sku´ da efterhånden heller ingenting !
- Men "søde" lille ven. Det var da ikke sådant ment, da jeg sagde....
Fra den ene til den anden:
Den ene: - Jamen du ved da, jeg elsker dig !
Den anden: - Hvorfor siger du det så aldrig ?

- Eksempler som vi alle kender, fortalte Ilone Bechsgaard, der fortsatte: Det går skidt fordi parret taler for dårligt/forkert/for lidt/ for lukket eller simpelthen slet ikke taler sammen.
- Vi forstår bare ikke hinanden i de sproglige udladninger.

Kend dig selv
Vi skal bruge tid på at lære os selv at kende bedre, ud fra det faktum, at vi mennesker gennem opvækst og miljøpåvirkninger tildanner en række adfærdsmønstre, som får kolossal indflydelse på vores vej og valg i det voksne liv. Og hermed liv i parforholdet.
Vi indtager (u)frivilligt nogle roller, hvor vi på forhånd ikke har gjort os bekendt med manuskriptet. Og derved er det potentielt at der sker en forfejlet indsats og dialog i parforholdet, efter at vi har indledt et sådant.

Det gælder om at nå frem til en øget bevidsthed om disse mønstre og roller, så vi herved kan få klargjort og afdækket, hvem vi egentlig er, og hvad det er vi foretager os samt på hvilken måde vi foretager os disse handlinger.

Ilone Bechsgaard gav på sin behagelige humoristiske facon tilhørerne til både øret og pennen. Der blev nemlig lyttet og nedskrevet flittigt.

Som afslutning på denne lille skildring af en efterårssøndag, hvor 35-40 singler havde valgt at forlade den hjemlige sofa til fordel for et foredrag om parforhold, er det nok værd at tænke over følgende citat, fremført af Ilone Bechsgaard:
Du gør altid dit bedste i parforholdet, eller ville du jo gøre noget andet - ik´ !

En sætning vi lader svæve i det hurtigt omskiftelige efterårsvejr. Så kan vi jo altid se, hvor den lander.
/finn

For yderligere information:

Ilumia
Institut for omsorg og forvandling
Åboulevarden 39, 5. sal, 8000 Århus C
Telefon: 87 30 36 06 - E-mail: mail@ilumia.dk

Til toppen